DET INDRE HVABEHAR

I meditation hvor opmærksomheden er rolig, eller i et uformelt øjeblik, hvor du blot stopper op, kan du dyrke en undren, dit indre hvabehar. Uden spørgen kommer der sjældent indsigt, så prøv at gå på opdagelse i dagligdagen.

Buddha talte og underviste meget om ubestandighed, fordi troen på bestandighed er så udbredt. I virkeligheden forsvinder vores nuværende oplevelse hvert øjeblik og derfor findes der intet bestandigt. De fleste mennesker påstår: Verden er der hele tiden og jeg er her hele tiden, den dér lille baby på billedet, det var mig, også selvom jeg ikke kan huske det. Jeg har været her siden jeg blev født i rigtig mange år og boet de og de steder. Nu er jeg ældre, og det har varet i lang tid.

Hvorfor tror vi mon det? Fordi vi kan huske vores liv, men hvad vil det sige at huske sit liv? Det vil sige, at der fremstår minder i bevidstheden og minder får mig til at føle at det er mig, der har været der.

Det hjælper ikke at blive fortalt at alt er ubestandigt og at livet kun er tilsyneladende virkeligt. Det må erfares og opdages ved at kigge efter. Det kan du gøre ved for eksempel, hver gang du siger, “jeg var i London”, så lad den indre undrende lampe blive tændt, hvabehar? Spørg nu dig selv, var det virkelig mig? Hvad er det, som er det samme nu som dengang? Hvad er det fra dengang som er vedvarende?

I samme øjeblik du undres over ikke at kunne finde én eneste bestandig ting i verden eller i dig selv, så er du i direkte kontakt med Buddhas første undervisning. Buddha forklarede at al oplevelse foregår i dig selv frem for ude i verden. Prøv at betragte dit synsfelt lige nu, og nu igen og igen. Forandrer det sig, fornyes det ved hver ord og sætning du læser lige nu? På samme måde er det med alt det andet du oplever i livet.

“Undersøg om det du tror er verden og dig selv virkelig er der. Du vil indse at det hele blot er tilsyneladende virkeligt.”
— Buddha

Lad din personlige opdagelse være at livets ydre og indre elementer ikke varer længere end et enkelt øjeblik. Så er din erfaring en ægte befriende indsigt og ikke blot en tro. Din egen erfaring stemmer nu overens med Buddha.

— Erik Pema Kunsang


Share this Post