Du har helt ret, Henrik. Det er snarere vanemønstret der afvikles. Ego-antagelsen er en dybt indgroet tendens som mine læremestre siger tager meget længere tid og indsats en bare at gennemskue at “jeg” ikke refererer til en konkret ting.

Vi er nødt til at bruge de situationer hvor mønsteret dukker op til at afvikle det en gang til. Hvad mener du: kan selv-centrerede følelser genetableres uafhængigt af jeg-antagelsen?

Personligt er det mest følelsen af vrede som oftest knytter sig til episoder med manglende anerkendelse, – eller følelsen af ensomhed og “forladthed” – som kan løbe af med min opmærksomhed og få mit sind til at befæste ideen om identitet. Men begge følelser er gamle kendinge, så hvis jeg er opmærksom og genkender dem før tankerne løber videre til ideer om hvordan jeg skal handle i forhold til dem som jeg forestiller mig har afstedkommet emotionerne, så har de ingen magt, så er de bare impulser der kommer og går, uden at efterlade spor!